Slaget i Ditmarsken år 1500 PDF Udskriv Email

Af Svend Tranderup Olesen, Folkeskolens Genmæle, årg. 7, 2004, nr. 1, s.16.

I Februar 1500 angriber Kong Hans Ditmarsken, fordi ditmarskerne ikke vil anerkende kongens overhøjhed, og betale de dermed forbundne skatter på 15000 mark om året. Ditmarsken har i umindelige tider haft status som en selvstændig bonderepublik, og ditmarskerne henholder sig til denne traditionelle status, selv om Kong Hans er hertug i Holsten, som omfatter Ditmarsken. Kong Hans samler en hær bestående af en dansk og nordtysk adelig rytterhær samt en styrke på 4000 professionelle lejesoldater, den Sachsiske Garde, under landsknægtføreren junker Schlenitz. Den danske hær er sammenlagt på 13-14000 mand, men heri er dog indbefattet et meget omfattende, og stærkt luksuspræget træn med forsyninger til adelshæren, som betragter felttoget som en fornøjelsestur, hvor modstanderen blot er uvidende bønder. Det er hård frost, og vejene er fremkommelige. Den 14. februar besættes byen Meldorf, som udsættes for bestialsk plyndring af landsknægtene. Det er nu slået om til tøvejr. Behandlingen af Meldorf vækker rædsel hos en del af ditmarskerne men også had og hævntørst, og byerne nord for Meldorf samler en styrke på 4-6000 mand under anføreren Wolf Isebrand, og med bondedatteren Telse Hansdatter, indviet som nonne, som religiøst samlingspunkt. Vejen fra Meldorf mod nord til Hemmingstedt er et smalt marskdige omgivet af sumpet marsk og med dybe grøfter på hver side. På denne vej, ved et sted som på plattysk hedder Dusind Duwels Werk, bygger en del af Wolf Isebrands hær en kraftig barrikade med kanoner og fodfolk og en reservestyrke, og resten af styrken sendes ud til digerne for at åbne for havet og oversvømme marsken, når det rette øjeblik er inde.

Den 17. februar bryder Kong Hans' hær op fra Meldorf i tøvejr og sneslud og begiver sig mod nord med Hemmingstedt som første mål. Junker Schlenitz har foreholdt kongen det farlige ved at lade hæren rykke frem under disse omstændigheder, men kongen er utålmodig og vil frem, nu har man ligget stille i tre dage. Med Junker Schlenitz og garden i spidsen snor de 14000 mand sig frem af den snævre vej i en meget snæver kolonneorden. Ved Dusend Duwels Werk løber gardens frontstyrke ind i ditmarskernes stilling og mødes med en voldsom ild, som er overordentlig effektiv fordi garden er sammentrængt på den smalle vej. I overensstemmelse med traditionel taktik prøver gården at folde ud og angribe stillingen i flankerne, men det er umuligt på grund af de dybe vandfyldte grøfter. Samtidig stiger vandet i den omliggende marsk fordi sluserne ved Nørre Meldorf nu er blevet åbnet.

Der udbryder panik i kongens hær, som hverken kan komme frem eller tilbage. Ditmarskerne har en særlig teknik med springstokke, som tillader dem at sætte over grøfter, og de angriber nu den panikslagne hær i flankerne, samtidig med at den stadig beskydes forfra fra skansen, og ditmarskernes kanonkugler raserer den tæt sammentrængte Sachiske Garde. Efter nogle timers kamp er kongens hær udslettet. Junker Schlenitz og næsten hele landsknægtstyrken er dræbt, og det samme gælder det meste af den adelige rytterstyrke. Trænet med forsyninger og krigskasse er faldet i ditmarskernes hænder, og Kong Hans med en lille styrke er på flugt. Ditmarsken er reddet, og med Hamburgs og Lübecks mellemkomst undertegnes der den 15. maj 1500 en våbenstilstand. Felttoget er beskrevet i St. Steensen Blichers fortælling ”Telse”.